Hus forbi, men bad i kælderen

For bare ét år siden anså mange københavnere en 75 kvadratmeters andelslejlighed til omtrent 2.000 kr. om måneden for at være næsten lige så godt som den store Lottogevinst. Nu hvor finanskrisen er kommet, er selvsamme lejlighed pludselig så lidet attraktiv, at folk hellere vil stå på venteliste til en almennyttig lejebolig. Hvad er det lige, der er sket i mellemtiden…

Denne historie begynder i Valby. Min lejlighed er slidt, badeværelset er på 1,1 kvadratmeter, og køkkenet har sin bedste tid bag sig, men jeg bor billigt, og der er dejligt i Valby. Der er slagter, fiske-, oste- og grønthandler indenfor gåafstand, og om sommeren hilser folk på hinanden, ligesom i Olsen Banden, hvilket er naturligt, da Nordisk Film ligger lige om hjørnet.

I gamle dage, hvilket vil sige indtil finanskrisen, når folk hørte om min andelslejlighed, skælvede de af misundelse. Hvis jeg havde villet sælge min lejlighed dengang, havde jeg kunne få både penge under bordet og sex på selve bordet.

Der er sket meget siden, og vi har fået Stein Bagger og Obama, og det seneste halve år har der sågar været tre lejligheder til salg i min andelsforening, ligesom jeg kender til et antal lignende lejligheder i lokalområdet. Sælgerne har været så venlige at sætte opslag op i supermarkeder, hvilket indikerer, at lejlighederne ikke er lette at sælge, for tidligere nåede man ikke engang at tænke på opslag, før man havde en køber i røret.

Jeg ved ikke, om lejlighederne er solgt, men flere venner, som jeg informerede, har afslået at kontakte sælgerne. Begrundelserne er legio: Markedet er for usikkert, og der er jo alligevel mange ledige andelslejligheder, så man finder nok noget, og indtil krisen er forbi er det bedre at leje og fremleje.

Til min forbløffelse er det ikke kun min egen omgangskreds, der er ramt af denne vildfarelse, for efterspørgslen på almene lejeboliger i København stiger, og flere end 100.000 personer står på venteliste. Katastrofen skyldes selvfølgelig regeringens boligpolitik, og nu er en almindelig familie med far, mor og halvandet barn nødt til at flytte en hel times kørsel væk fra hovedstaden.

Jeg kan forstå, at en enlig forælder på kontanthjælp har svært ved at stable den lille million kroner på benene, som fx min lejlighed koster. Men eftersom hele herligheden kan erhverves for i omegnen af 5.000 kr. månedligt, inklusive afdrag på banklån og rentes rente, har jeg svært ved at se, at en skolelærer og en sygeplejerske ikke skulle have råd.

De fleste vil gerne bo godt, især hvis de ikke skal betale for det, men på trods af krisetider er der stadig mange gode boliger på markedet. Det kræver blot, at man gider se sig lidt omkring, og at man måske skruer forventninger lidt ned. Forleden så jeg igen et opslag i min andelsforening: 65 kvadratmeter, 600.000 kr. plus det løse og 2.500 kr. om måneden. Der er godt nok ikke et Lone og Christian køkken, men i det mindste er der bad i kælderen.

 

*