I Danmark går det godt. Og 2007, som vi snart skal tage afsked med, har været endnu et godt år for os.
Vi har et samfund, vi kan være stolte af. Selv om der er forskelle, de politiske partier imellem, er der bred enighed om den grundlæggende velfærdsmodel, vi har i Danmark. Der er stort set ingen, der er uenige om, at alle borgere, som det mest naturlige, har ret til at få støtte efter behov. Det kan man ellers godt være uenig i, for det er ikke en selvfølge, at de stærke skal tage hånd om de svage.
Folketingsvalget i efteråret viste dog, at den brede enighed har en slagside. Til næste år skal der forhandles om de offentlige overenskomster, men allerede i år, og især under valget, tog en række interessegrupper forskud på forhandlingerne. Dette medførte en del populære valgløfter, herunder højere løn til visse offentligt ansatte, hvilket der egentlig ikke er et konkret behov for. Det er muligt, at enkelte faggrupper bør få et større lønløft, men det gælder ikke alle. Det gælder fx ikke skolelærere, sygeplejersker og pædagoger.
Det ville være passende med mere modspil fra politikernes side. Men måske er der netop ikke plads til uenighed. Måske er den brede enighed i dansk politik så udpræget, at ingen længere tør sætte spørgsmålstegn ved, hvem der rent faktisk har et behov. Der er i hvert fald ikke ret mange, der tør sige det højt.
Frem for højere lønninger til offentligt ansatte, bør vi i stedet fokusere på generelle forbedringer i den offentlige sektor, som vil komme os alle til gavn. Det betyder ikke, at der nødvendigvis skal tilføres flere midler, men snarere, at der skal anvendes færre ressourcer på bureaukratiske processer, og være mere fokus på de arbejdsopgaver, som rent faktisk skaber værdi.
Velfærdsrettigheder og kvalitetsreform er kun noget værd, hvis der er overskud til at imødekomme kravene. Ansvaret for, at der er overskud, påhviler i første omgang politikerne, men både den nuværende VK-regering og den tidligere SR-regering har skabt mere og mere unødvendigt bureaukrati. Ansvaret påhviler også de faglige organisationer på det offentlige område, og desværre virker det som om, at de bevidst har valgt at forhandle på højere lønninger, fordi dette budskab er nemmere at sælge.
Det går godt i Danmark, men alligevel er der borgere, som ikke får den støtte, de har behov for. Det er ikke ret mange, men de er der, og det er typisk dem, som ikke passer ind i de fastlagte kasser og rammer. Et eksempel er de fysisk og psykisk syge, der fastholdes på kontanthjælp selv om de reelt ikke står til rådighed for arbejdsmarkedet. Disse borgere er ikke altid de mest højtråbende, faktisk hører man dem næsten ikke. Men det er dem, vi burde lytte til. Måske ville det være nemmere at lytte, hvis andre undlod at råbe.
Jeg håber, 2008 bliver et år, hvor det ikke kun handler om, at vi selv får det bedre, men også om, at andre får det lige så godt som os. Og jeg håber, det bliver et år, hvor flere vil tage større del i et samfund, hvor vi ikke kun har ret til at kræve velfærd, men også pligt til at skabe den. Det er der forhåbentlig mange, som er enig med mig i, men det giver først for alvor mening, hvis det følges op af handling.
Det er godt at have idealer, især når det er én selv, der betaler.
Godt nytår.
*
Trykt i Politiken i dag, Magasinet side 24 og frem.
